Gode råd til vand­re­turen

Det er en god ide at forberede dig godt, inden du begiver dig ud på ruten. Du vil her kunne finde nogle praktiske informationer, du kan bruge til din planlægning.

Planlæg ruten på www.kongran.vejle.dk eller besøg VisitVejle, Banegårdspladsen 6, 7100 Vejle.

Søger du gode råd om vandring og vandreudstyr? Prøv Dansk Vandrelaug.

 

1 - hvor må jeg gå og cykle?

Du må cykle og vandre på alle veje og stier i det åbne land. Næsten alle veje, landsbyvandreruten følger, er offentlige, og du må færdes der døgnet rundt. Hvis du laver din egen tur og går din egne veje, så husk at reglerne gælder døgnet rundt på de statsejede arealer. På de private arealer må du færdes mellem klokken seks om morgenen og solnedgang.

2 – tag vovsen i snor

Hunde skaber gode kontakt, men nogle mennesker er utrygge ved hunde. Lad dem komme til dig og hunden. I skove og andre steder er det ekstra vigtigt at huske snoren. Selvom det er dit søde kæledyr, bliver den til et vilddyr, når den får færden af et rådyr eller hare. 

3 – hvor må jeg holde pause? 

Du må holde pause alle steder, som indbyder til det med skilte, bord/bænke og på offentlige arealer. Se efter på det digitale kort, hvor der fx er shelter og andre opholdssteder.

I byer, ved fritliggende huse og gårde bør du holde afstand, hvis du holder pause i grøftekanten, krat m.v. Korte pauser er sjældent et problem, hvis man opfører sig pænt og ikke efterlader affald, men følg altid ejerens anvisninger og spørg om lov, hvis det er muligt.

I naturområdet bør du sørge for at holde mindst 150 meters afstand til beboelse og andre bygninger. Brug det som rettesnor i tættere befolkede områder, medmindre I bliver opfordret, eller du har mulighed for at spørge ejeren. Du må holde pause på uopdyrkede, offentlige arealer døgnet rundt. Men kun pause – ikke overnatning! 

Hvis I er mange, er det god stil at tage ekstra hensyn. 

4 – må jeg tage ophold på private arealer? 

Du skal altid spørge, før du tager ophold på private arealer. Hvad enten det er en forhave eller en uopdyrket mark. Benyt dig af de steder, hvor der indbydes til ophold fx med bord/bænke sæt.

I private skove skal du altid holde dig til stierne. Også selvom en træstub, brændestabel eller lysning lokker til pause, skal du blive på stier og veje. Uden undtagelse. 

Til gengæld må du opholde dig i private skove fra klokken seks om morgenen til solnedgang. Bare du holder dig til stierne og holder afstand til beboelse og driftsbygninger på mindst 150 meter. 

5 - i de offentlige skove må du gå og cykle - døgnet rundt

I de offentlige skove må du gerne bevæge dig rundt uden for stierne. Du må altså gerne skyde genvej ind mellem træerne. Men kun til fods. Hvis du cykler, skal du blive på stierne. Også når du kører mountainbike. Til gengæld kan du bevæge dig rundt i de offentlige skove døgnet rundt.

Offentlige skove er statslige og kommunale skove og skove drevet af offentlige stiftelser.

Hvordan ved jeg, om skoven er offentlig eller privat?

En god huskeregel er at kikke efter afmærkningen i skoven. Kig efter skilte ved indgangen til skoven. Statslige skove har ofte afmærkning ved de større indgange med tavler og røde pæle inde i skoven.  

6 - det må jeg plukke

Grøftekanter og markblomster er til fri benyttelse. Hvis du er så heldig at møde sjældne og unikke arter, så pas på dem. 

I skoven må du som hovedregel indsamle overalt, men der gælder særlige regler i private skove. 

 

7 – må jeg lave bål?

Ja. På de dertil indrettede lejrpladser. Husk at slukke bålet rigtigt. Det kan ikke siges tydeligt nok. Sluk ALDRIG et bål ved at hælde sand på det. Sandet bliver glødende, men det er helt usynligt. Det er farligt og kan give voldsomme brandskader, hvis en uvidende kommer til at træde i det. 

Dæk aldrig bålet til. Sluk altid med masser af vand. Og mere vand! Du har et helt hav at tage af. Så vær grundig!

8 - vidste du at

Vi har ikke allemandsret i Danmark. Det betyder, at ovenstående regler + lidt flere gælder i hele landet og altså også på landsbyvandreruten.

Hvis du sætter dig ind i hovedreglerne, kan det ikke gå helt galt.  

"Du får ret, og jeg får fred." Det er en god indstilling at tage med derud. Lad være med at diskutere med private lodsejere. Hvis I ikke kan blive enige, så find et andet sted at opholde dig. Der er heldigvis masser af ledige pladser og pausesteder.

Vi linker til Naturstyrelsens regler her.

De 8 vandreråd er inspireret af gode vandreråd fra Camønoen, indtil vi får vores egne.