Om Rans togt

Velkommen til Landsby-vandreruten Rans togt - besøg Hygum, Ildved, Vonge, Farre, Nørup, Ødsted og mange flere af vejleegnens skønne landsbyer.

Vandreruten er på 139 km med seks startpunkter, der byder indenfor i Vejle områdets mange store og små landsbyer.

”Det er jo bare en landsby”, tænker du nok, hvis du kører igennem dem i bil. Vandreruten giver dig chancen for at finde ud af, hvad der gør hver landsby speciel, og hvorfor beboerne mener, at de bor verdens bedste sted.

Vores ambition er at åbne den smukke og venlige Vejleegn og dens byer for dig. Så grib chancen for en vandretur fra havn til hede, gennem store og små landsbyer og venlige landskaber.

Går du hele ruten, har du foretaget Rans togt. Vi arbejder på at gøre Rans togt til et koncept, hvor man går hele turen og bliver en del af Rans broder- og søsterskab, som stræber efter at opretholde balancen.

Rans togt bliver en oplevelse, hvor du får både udfordringer og noget at tænke over. Her på siden kan du blive klogere på landsbyerne og de mennesker, du kan møde undervejs, og få mere at vide om kultur, natur, historie og landskab på ruten. Vi præsenterer så mange af de små fortællinger, vi kan rumme, resten må du selv opdage. Spørg for eksempel dem, du møder på din vej.

Vil du vide mere om de store turistattraktioner, overnatning m.v., henviser vi til VisitVejle og de mange overnatningssteder for uddybende information.

Følg os på facebook - Landsbyvandrerute - Rans togt