Vandskels-etapen
Vandskellet er udspring for to af Danmarks største åer. Gudenåen, som løber mod øst til Randers Fjord, og Skjern å, som løber mod vest til Ringkøbing Fjord.
Starter man i Give, kan man følge ruten fra stationen ad Donneruplundvej til man kommer til Give Egnens Museum. Her starter turen officielt og man kan købe et vandrekort over turen, en kop kaffe og benytte toilettet før turen går i gang. Har du tid, kan du også blive lidt klogere på egnen.
Bakkerne er dominerende
Fra museet kommer du nu ud på landet, og skal mod Kollemorten. Først skal du forbi en del af Gives nyeste industriområde, hvor flere virksomheder i de seneste år har bygget deres domicil, tæt på motorvejen, som vi går under, for at komme til rundkørslen, og videre ad Oksenbjergevej, hvor man efter et stykke vej går til højre ad Tysklandsvej, lige her er terrænet ret kuperet, her hedder bakkerne Oksebanke, Sortebakke, Bodilsbakke og Oksenbjerge.
Fra Tyskland til Kollemorten
Tysklandsvej går naturligvis til Tyskland, et område af dette navn, på den jyske højderyg, som er præget af mindre husmandssteder og landbrug med såvel juletræsproduktion som traditionelle landbrugsafgrøder. I dag er de små ejendomme for de flestes vedkommende ikke i drift, men jorden opkøbt af større ejendomme i området.
For enden af Tysklandsvej, kommer du til Hærvejen, som du skal følge til Kollemorten på din venstre side, først kommer du til Sdr. Kollemorten, hvor en klynge af huse danner en lille by og længere fremme kommer du til Kollemorten, hvor du på din højre side finder den tidligere skole i Kollemorten, som lukkede i 1992, men som har en stor værdi for området i dag.
Den tidligere skole, også kaldet Hærvejscentret indeholder i dag den lokale børnehave Kolbøtten, spejderne har deres hytte med tilhørende arealer, der er hytter til overnatning, telt- og autocamperplads, bålhytte/madpakkehus, toilet og vandpost, så der er masser af aktivitet her på stedet, som er drevet af lokale ildsjæle, noget området er kendt for, masser af lokalt engagement.
Længere nede ad Hærvejen kommer man forbi Kollemortenhus, som er områdets forsamlingshus, hvor der årligt afholdes dilettantforestilling med lokale aktører, samt andre arrangementer i løbet af året, ligesom man naturligvis kan leje det. Ved krydset længere fremme finder du Let Køb, som er den lokale købmandsbutik i Kollemorten, her kan du proviantere, og få en god snak med købmanden Jørgen, som har stort kendskab til området. Butikken i Kollemorten er forankret med lokalt ejerskab.
Vest for byen var der fra 1950’erne og frem til 1993 en Nato radarstation, med store radarskærme, der kunne ses langvejs fra, vi skal dog mod nordøst, og går videre ad Hærvejen ved at krydse Kollemortenvej og ud på landet igen.
En kort tur på Hærvejen
Man kommer ikke langt ud ad Hærvejen, inden man går ned ad en bakke igennem en lille skovtykning, og kommer ud i det åbne land, hvor vejen snor sig lidt og inden længe kan man se Øster Nykirke Kirke i det fjerne, højt beliggende på en bakketop.
Vandreturen når ikke helt op til Øster Nykirke Kirke, men det kan anbefales at gå den korte tur derop, og nyde udsigten. Kirken er Danmarks højest beliggende kirke, 130 meter over havet, og bygget i 1100-tallet som valfartskirke til Sct. Peders Helligkilde, hvis vand menes at have helbredende kraft.
På ruten går man nu et kort stykke på Springbankevej, og til højre ad Pindborgvej, vi er nu på grusvej, faktisk det eneste stykke ad grusvej i dette område. Denne del af ruten går forbi marker, og igennem skov, hvor vi krydser Grødevej, og kommer på asfalt igen til Kollemortenvej, som vi følger ind til Vonge by.
Vonge by
I Vonge ligger områdets skole og hal med omkringliggende udendørs aktiviteter, madpakkehus, fitnessområde og sportsplads, og lidt oppe ad Bygade finder du Sandal Plads, hvor der for mange år siden lå et mejeri og en gård med navnet Sandalgaard, længere fremme ligger den tidligere Metodistkirke, som i dag er i privat eje, og ikke længere i funktion som kirke.
På din venstre side kommer du nu til byens købmandsbutik, Vores Købmand Vonge, hvor Peter og Lone driver butikken, der er ejet af områdets borgere.
Vonge er en by med ca. 600 indbyggere, der er en del ældre huse langs Bygade, og villakvarterer med nybyggerområde på den nordlige side af byen.
Ruten går ad Vonge Skovvej, hvor der på begge hjørner har været butikker, i det hvide hus var slikmutter, og i huset på modsatte hjørne har været købmandsbutik, men i mange år var Else Marie Petersen Jydepottekone i Vonge og havde såvel værksted som butik i den store bygning, der i dag indeholder flere lejligheder.
Kro, kirke og tidligere skole
Inden man går ad Vonge Skovvej, kan man vælge at gå lidt længere op ad Bygade, forbi den tidligere Vonge Kro, som nu indeholder lejligheder, til Kirken som er en forholdsvis ny kirke, der er bygget i 1915.
Overfor kirken ligger en markant rød bygning, som har været Vonge skole indtil 1965, hvor skolen i den anden ende af byen blev bygget.
Øster Nykirke skole er i dag hele skolen for Vonge-Kollemorten og har omkring 130 elever fra 0. – 6. klasse, hvorefter børnene skal til Thyregod skole fra 7. klasse.
Ud på landet igen
Når man går ad Vonge Skovvej, går man også langs Vonges industriområde på højre side, som ikke syner af meget, men som har betydet arbejdspladser til området igennem mange år, desuden er området beriget med en del håndværksvirksomheder.
Vi når frem til Mølgårdvej og går til venstre, ned ad bakken til Haugstrupvej på højre side, som følges til man når Vongevej, og turen går mod Tørring.
Rute: Give (Give Egnens museum) til Tørring (Torvet)
Længde: 23 km
Underlag: 9% grus, 91% asfalt.
Landsbyer: 2