Oplevelser
Pauser, mød de lokale, historier, landskaber
Bog-vandring på Landsbyvandreruten - Vikinge-etapen
Vandring med Vindelevskatten og bøger som tema. Arrangement hvor du møder forfatterne bag bogen om Vindelevskatten og går en bog tour fra Hopballe til Jelling bibliotek. Bøger, gåture og godt selskab – mit hjerte hvad mere vil du?
5. september kl. 19.00. Startsted: Kommer. Gåtur cirka 1 time. Ankomst til mød forfatteren arrangement ca. kl. 20.00 Jelling bibliotek.
Tilmeld dig hos pekse@vejle.dk
Touren er en del af Jelling Festuge. Se også deres program.
Maj-tur på Landsby-vandreruten
Torsdag d. 23. maj kl. 9 - 13
Arrangementet er gratis.
Medbring selv frokost.
Program:
9.00 Kaffe og fortælling ved tidl. købmandspar i Kollemorten
9.30 Vandring langs Hærvejen, Tysklandsvej,
12.30 Fortælling ved Mathias Christiansen Broch, museets nye leder, over en kop kaffe med kage.
Tilbagetur med bus til bilerne i Kollemorten ca. kl. 13.
VEL MØDT.
Arrangør: Rans Orden og Museum Give.
Find ud af mere om museum Give:
Museum Give www.museumgive.dk
Det kan du se på Landsbyvandreruten
-
Tørskind Grusgrav og Robert Jakobsen
Billedhuggeren Robert Jakobsen (1912-93) boede sine sidste år ved Egtved.
De fem skulpturer af Jean Clareboudt og de fire af Robert Jacobsen er udført i beton, jern, sten og træ og skal betragtes som et samlet værk, der går i dialog med naturen.
Landskabsskulpturens tema er solens gang over himlen i løbet af en dag. Lyset går i dramatisk dialog med skulpturerne. Det bevirker, at landskabsskulpturen opleves forskelligt på forskellige tidspunkter af dage og på forskellige årstider.
En række film med optagelser fra bl.a. 1980erne om Robert Jakobsen og tilblivelsen af skulpturerne kan ses i "Robert Hus" i Egtved.
-
Jellinge Monumenterne
I 900-tallet lod Kong Harald Blåtand Danmarks dåbsattest indmejsle på en runesten i Jelling og opførte to gravhøje og en kirke på stedet. Jelling-monumenterne har siden 1994 været UNESCO verdensarv.
I oplevelsescentret, Kongernes Jelling, får du spændende historier om vikingerne og monumenterne.
-
Gudenåens kilder
NB omvej på cirka 2 kilometer til kilderne.
Gudenåen er Danmarks længste vandløb, og det nærmeste vi kommer en "rigtig" flod. 160 km bliver det til - fra udspringet i Tinnet Krat og til åen bliver ét med Randers Fjord. Helt tilbage til oldtiden har Gudenåen været en af Jyllands hovedveje med landsbyer langs floden. Det var især tørv og senere mursten og mergel, der blev transporteret.
På engen ved Gudenåens udspring stikker gamle betonfundamenter op gennem græsset. Det er rester af et badeanlæg fra 1930erne, der udnyttede det friske kildevand. Badeanlægget med svømmebassiner, en fontæne med rindende kildevand og en kaffepavillon var en stor attraktion, men måtte lukke efter en badeulykke kort efter Anden Verdenskrig. -
Engelsholm Slotspark
NB Omvej på cirka 2 kilometer til Slotparken. Renæssanceslottet Engelsholm er smukt beliggende ved bredden af Engelsholm Sø, omgivet af skov og park. Slottet blev indviet i 1593, og den spæde begyndelse til parken er antagelig anlagt af Knud Brahe i årene efter som en urte- og rosenhave.
Haven i Engelsholm Slotspark er siden videreført og omlagt af Gerhard de Lichtenberg i 1737 som barokhave med symmetrisk anlagte bede, plæner og damme, klippede træer og buske samt terrænforskydninger i form af volde og trappeforløb. Sidst i 1800-tallet blev parken tættest på slottet omlagt i landskabelig stil efter anvisning af H.A. Flindt.
Parken er i dag på 6 hektar. En stor del af det oprindelige areal blev udstykket i 1934. Engelsholm skov og sø hører i dag under Randbøl Statsskovsdistrikt og omfatter i alt 151 hektar, heraf sø ca. 44 hektar, ager og eng ca. 30 hektar, resten skov.
De bærende elementer i parken på Engelsholm er terrasserne med de klippede træer og voldgraven. Slottet på en slotsholm i en voldgrav på kanten af en større sø er endvidere noget helt særligt for Engelsholm. I dag drives slottet som højskole og ejes af den selvejende institution "Engelsholm Højskole".
Som led i en Realdania kampagne har parken i 2008 gennemgået en større renovering. Parken er åben for publikum året rundt. -
Skulpturby Give
Giv dig selv en kunstnerisk oplevelse af usædvanlig karakter i Skulpturby Give - Danmarks største galleri - i det fri. Glæd dig over de flere end 70 skulpturer placeret rundt omkring i byen - som et åbent galleri.
Skulpturerne i Give er med til at give frirum, sætte pauser ind i hverdagen, fordi de udfordrer, pirrer nysgerrigheden og opfordrer til nye tanker for en stund.
I 2015 blev det store “Solhjul” indviet – en 12 m høj skulptur, der er placeret ved den nordlige indkørsel til Give tæt ved motorvejen mellem Vejle og Herning. “Solhjul” er inspireret af Europas ældst fundne hjul, som er 5000 år gamle og fundet i Give. NB Solhjulet er en omvej på i alt 4 km.
Der er skulpturvandringer flere gange i løbet af sommeren. Læs mere om dette på www.skulpturby.dk.
De fleste af skulpturerne er til salg - Skulpturby.dk står for formidlingen af salget.
-
Pausesteder
Landsbyvandrerruten har seks officielle pausesteder. Her må man slå sig ned, fortælle historier og eventuelt mødes med sin guide. Hvert pausested er et unikt værk, som tilfører stedet noget nyt. Det første værk er opført i 2022. Det ligger i Vindelev, på Hovedkær etapen og hedder Rans port.
-
10 oplevelser undervejs
-
Bindeballe Købmandsgård
Grundlagt i 1897, samtidig med at Vejle-Vandel Jernbanen blev åbnet.
Købmandsgården er i fuld drift i de originale bygninger som en gammeldags blandet landhandel med personlig betjening. Købmandsgården fungerer også som levende museum, hvor der findes en samling af varer, skilte og inventar m.m. Der er kaffehus og gårdhave ved museet.
Bindeballevej 100, 7183 Randbøl
Bindeballe Købmandsgård holder normalt åbent alle dage kl. 10-17. Tjek åbningstider m.v. på hjemmesiden.
-
Randbøldalmuseet
Leg og håndværk er sat i centrum for at give oplevelser på tværs af generationer og en fornemmelse af stedets historie.
Den kommer ind under huden, når du leger med vand både udenfor og i det indendørs vandværksted, eller når du prøver at lave papir, garn, filt, bånd og stoffer i husets kreative værksteder. Det vil i øvrigt ofte være muligt at møde forskellige kunsthåndværkere, som arbejder i huset.
Randbøldalmuseet & Vandeksperimenterne
Dalekildevej 1, 7183 Randbøldal -
Give-Egnens Museum
Et dynamisk museum, hvor du kan opleve hedebondens gård, handelsgaden med 22 forskellige håndværks- og butiks opbygninger og se hvordan egnens folk har brugt de materialer, der var til rådighed.
Donneruplundvej 2, 7323 Give
Tlf. 75 73 93 75
Mail: gem@gem.dkFind mere information på www.gem.dk
-
Teglovnen ved Lindeballe
Danmarks bedst bevarede teglovn fra middelalderen.
Ovnen har sikkert leveret sten til opførelsen af Lindeballe Kirke. Ovnen blev udgravet i 1915 og er siden restaureret. Ovnen var oprindeligt gravet ned i skråningen og havde metertykke mure. Den indvendige mur var af brændte sten, mens resten var opført af soltørrede lersten.
-
Grejsdalen
En af landets dybeste og smukkeste dalstrøg med stejle bakkeskrænter og Grejs Å.
I starten ligger huse og tidligere industri side om side, men højere oppe tager den fredede del af ådalen over med et enestående idyllisk landskab og et rigt fugleliv. Der findes et for området helt unikt klippefremspring i Grejsdalen. Klipperne består af frådsten eller kildekalk. Dette materiale var et populært byggemateriale til nogle af de første stenkirker i Danmark, og er i området omkring Grejsdalen bl.a. brugt til kirkerne i Hornstrup, Hover og Jelling.
-
Hopballe Mølle
En både idyllisk og historisk perle beliggende i den naturskønne Grejsdal mellem Vejle og Jelling. Nyd et lækkert måltid tilberedt af årstidens bedste råvarer i den hyggelige restaurant eller på den overdækkede terrasse ved vandkanten. Åbningstiderne kan ændre sig afhængig af sæson.
-
Herregården Haraldskær
Herregården ligger lavt og smukt i den frodige Vejle ådal. Det er et af de steder, hvor du virkelig kan nyde synet af det uberørte guldalderlandskab i ådalen.
Haraldskær har af flere omgange været en såkaldt komplet herregård med over 200 tdr. hartkorn og følgende skattefrihed. Flere enker har siddet på Haraldskær og styret godset med fast hånd. Hovedbygningen på Haraldskær er et trefløjet, hvidkalket anlæg, som ligger på et lavt, firesidet voldsted. De røde avlsbygningerne er ejet af kommunen og åbne for offentligheden.
Der er restaurant på Haraldskær og offentligt toilet og madpakkehus i avlsbygningerne.
-
Jerlev kirke
Kirken ligger i udkanten af Jerlev by sammen med kroen og købmanden.
Kirkebygningen er en gammel romansk kirke fra ca. 1150. Den er bygget af frådsten(kildekalk) på en skråkantsokkel af granit. Tårnet er sengotisk fra ca. 1500 på skråkantsokkel af granit, taget fra skibets vestside. Tårnet restaureredes i 1851. Kirken fremstår i dag meget velholdt og er bestemt et besøg værd. Kirken er åben, når graveren er på arbejde. I udgangspunktet kl. 8-15, tirsdag-fredag.
-
Eventyrbyen Ødsted
Ødsted kaldes eventyrbyen, fordi Dyrlæge Ravn skabte og placerede tre eventyrfigurer fra H.C.Andersens eventyr, som i dag står rundt om i byen.
Flottest er Tommeliden, der står midt Ødsted gadekær over for Brugsen. Fra udsigtsplatformen ved siden af kan man fornemme åen og landskabet. Andre steder i byen finder du Den lille pige med svovlstikkerne og Ønskebrønden.
-
Kollerup kirke
Hvidkalket romanske kirke bygget i 1200-tallet. Den blev i middelalderen indviet til Sct. Nikolaj, som er helgen og beskytter for de vejfarende.
Kirken har haft en central placering, idet Kollerupvej og Hygumvej udgør en del af den gamle Skanderborg-Ribevej, kendt fra folkevisen om Valdemar Sejrs ridt til den døende Dronning Dagmar i Ribe.
Kollerup kirke har gennem tiden haft flere ejere, bl.a. Brandbjerg og Skovgård og tårnrummet har i sin tid været gravkammer for familien Brochdorf på Brandbjerg. Gravstenene ligger nu ude på kirkegården og er blevet restaureret for få år siden. Kirken var i privat eje helt indtil 1930, hvor den blev afhændet til menighedsrådet.