Rans togt

Vandreruten bliver også en tur i Kong Rans fodspor. Lær mere om sagnkongen og hans bedrifter, mens du går turen. Vi garanterer en god historie.

Kong Rans høj, der har lagt navn til landsbyvandreruten, ligger med foden af højen helt ind til Randbøl Kirkes nordmur. Og det er måske ikke tilfældigt. Højen, der er af anseelig størrelse og med affladet top, rummer ifølge sagnet en gravlagt konge ved navn Ran. Og det var netop Kong Ran, der lod Randbøl Kirke bygge og gav navn til kirken, kan man læse i en præsteindberetning fra 1638 til professor Ole Worm i København. Med præstens ord, ”Kirchen kaldis Randbøll kirche af kong Ran, som di gamle sigir den fordum at hafue ladit bygge oc schall ligge begrafuit
i en høj, som ligger tet op til den nøre siide inde paa kirchegaarden.”

Der verserer flere fortællinger om, hvorledes Kong Ran kom af dage; blandt andet berettes det, at han udkæmpede et slag i Kongsdalen ved Gødding mod Kong Amlund fra Lindeballe. I dette slag faldt Kong Ran, og han blev derefter gravlagt i højen ved Randbøl Kirke, mens fire af hans mænd blev gravlagt i Firhøje ca. 500 meter nord for Kong Rans Høj. Disse fortællinger stammer sandsynligvis fra vandrehistorier, der er knyttet til Randbøl-området som forklarende sagn om de omkringliggende stednavne og markante fortidsminder. Sagn om gravlagte konger i oldtidshøje er relativt almindelige, og navnet Ran har formodentlig rod i en folkeetymologisk tolkning af stednavnet Randbøl. Rummer sagnene ikke en kerne af sandhed, så afspejler de dog den levende rolle, som områdets kulturhistoriske elementer har spillet i lokalbefolkningens bevidsthed og historiedannelse.

Vi arbejder sammen med firmaet HV?M på at gøre sagnet levende i forbindelse med vandreruten. Glæd dig til at høre sagnet om Kong Ran og digt gerne selv videre.

 

Skikkelse i kutte, set fra ryggen
Kong Rans orden
Viking med skæg, ringbrynje og langt krøllet hår
Kong Ran, modelfoto
Logo for ruten som sølvsmykke
Evighedssløjfe, sølvsmykke